Du skal bruge en kasse eller en taske til at transportere din guitar i.
Kasserne er fremstillet af træ, plastik eller skum, og taskerne er af stof og derfor de billigste.
Det er ret nemt at finde en taske der passer til en venstrehåndsguitar, men det kan være sværere med kasserne.
Guitarkasser til klassiske guitarer og westernguitarer er nemme at få fat i, men til asymmetriske elguitarer er det ikke så nemt.
Og du kan ikke bare gå ind i en guitarforretning og regne med at de har en guitarkasse du kan prøve din venstrehåndsguitar i.
Mit råd er at du finder de relevante kasser og tasker på den amerikanske guitarkæde Sweetwaters hjemmeside hvor de har en Case Finder. Derefter ser du så om du kan købe kassen eller tasken i en forretning i Danmark eller i en europæisk netbutik.
Luftfugtighed:
Hvis du køber en bedre klassisk eller akustisk guitar der er fremstillet af ægte træsorter, skal du sørge for at opbevare den under de rette temperatur- og luftfugtighedsforhold. Dvs. en temperatur på ca. 21 grader Celcius og en luftfugtighed på mellem 45 og 55 %.
Har du et decideret guitarværelse, er det nemmeste at købe en luftfugter der holder en konstant luftfugtighed i hele rummet.
Ellers skal guitaren opbevares i en kasse sammen med en luftfugter (humidifier).
Du kan finde flere videoer på YouTube om hvordan du laver din egen luftfugter af en svamp og en sæbeskål, men efter min mening er den bedste løsning Bovedas Guitar Starter Kit som p.t. kun kan købes i Akustikken. Poserne sørger for den rette luftfugtighed i din guitarkasse sommer og vinter, og jeg synes Bovedas poseholder er bedre end fx Planet Waves (D'Addario) fordi den sidder uden om alle strengene isf. kun omkring 3. og 4. streng og derfor er nemmere at anbringe.
Du bør også købe et hygrometer til at kontrollere temperatur og luftfugtighed i kassen - Amazon UK har et stort udvalg..
De fleste mener ikke det er nødvendigt af bruge luftfugter ved en elguitar, men hvis du har betalt 15.000 kr. for en elguitar, kan du måske godt ofre 300 kr. på at opbevare den sikkert?
Rengøring:
Det er en god vane at tørre din guitar af med en blød tør klud hver gang du har spillet på den.
Og alt efter hvilke materialer guitaren er fremstillet af, kan man købe diverse olier og andre plejeprodukter. Spørg i butikken hvad du skal bruge til din guitar.
Du kan også overveje en string cleaner til at rengøre strengene for fedt og andet snavs.
Andet:
Du skal sørge for at sidde på en god stol når du spiller guitar, for med tiden kommer du til at øve en time eller to ad gangen!
Hvis du vil stå op og spille, skal du naturligvis have en guitarrem på din guitar.
Køber du en elektrisk guitar, skal du også have en forstærker.
Du skal bruge en gratis tuner-app så du kan sikre dig at din guitar altid stemmer og en gratis metronom-app når du øver rytme.
Og du skal have et sæt ekstra strenge eller to hvis uheldet skulle være ude, og en string winder (et håndtag til at sætte over stemmeskruerne så de bliver nemmere at løsne og stramme).
Du skal også have nogle plektre, måske et guitarstativ til at stille guitaren i øvepauserne, en fodskammel der sikrer en behagelig siddestilling, et nodestativ til at holde akkordark, tabulaturer osv.
Hvor tit du skal skifte strenge på din guitar, afhænger helt af hvor meget du spiller. I begyndelsen vil jeg tro hver 3. måned er nok.
Du kan selvfølgelig aflevere din guitar i en guitarforretning og få dem til at skifte strenge og justere og pleje guitarens dele, men det koster typisk 700-800 kr., så du kan med fordel lære dig selv disse ting - fra YouTube-videoer!
Hvis du køber en brugt guitar privat, vil jeg dog anbefale at du ofrer penge på at en professionel tjekker den igennem!